tirsdag den 9. juli 2019

Roser..roser..roser

Sidste år var ikke noget stort rosen år herhjemme i haven. 
Jeg tænker flere oplevede det samme og der er nok ikke noget at sige til det med den tørke vi oplevede.


I år, skal jeg så love for roserne tager revanche!

Mine "Astrid Lindgren" roser står så flot og er fyldt med både blomster og knopper. Jeg har allerede klippet af dem et par gange.


Så skønt at det nu endelig er muligt at tage flere buketter med ind. Den gang vi flyttede ind her på gården, var der ingen roser i haven. 


Kun omme ved det gamle hønsehus og laden, stod nogle gamle roser. Det gør de stadig og de er også kæmpe store i år.  
Jeg har ikke fået taget billeder af dem i dag - det må jeg gøre en anden dag. Der er også gang i et mindre brolægningsprojekt deromme, så når det er færdigt, må jeg forbi med kameraet.

Tilbage til haven - så fik jeg aldrig flyttet min hvide rose "Sneewitchen" hen til det nye bed. 
Nu tør jeg ikke - jeg er bange for den ikke vil overleve og det vil være så ærgerligt, for den er også virkelig fin. Den står ligesom de øvrige roser i haven, rigtig flot - også med masser af blomster og knopper.
Jeg må vente til efteråret med at flytte den, tror jeg.


 Min duftende "Harry Edland" er ikke så frodig, men har dog alligevel kvitteret med flere duftende blomster, desværre ikke helt nok til at jeg har nænnet at plukke nogen og det samme gør sig gældende med "Rhapsody in Blue", her er der også kun et par stykker.
Men hvor er det bare skønt at de endelig har fået godt fat.


Den lille bunddække rose "Fairy" er også ved at få fat og er så fin med de små spinkle grene og knopper.



 Jeg elsker roser og jeg er virkelig glad over, jeg nu kan tage en flot buket med ind fra haven.. 


Ren hverdagsluksus - og haveglæde :0)

1 kommentar:

  1. Så smukke roser. Mine er også meget flottere k år, end sidste år.
    Spændene med brolægningsprojektet.
    Rigtig god weekend.

    Knus
    Lone

    SvarSlet

Tak fordi du giver dig tid til at lægge en kommentar. Det gør mig rigtig glad ♥