søndag den 28. april 2013

Nu blomstrer forsythiaen..

..og dermed skulle det eftersigende være ok at beskære roser og klippe lavendler.

Her vores eksemplar i haven. 

Egentlig er jeg jo ikke den store fan af gule blomster, men er lidt mere overbærende om foråret - hvem kan undvære erantis, påskeliljer og ja - Forsythia ;0)

Nå, men jeg har været igang med saksen og nu er havens roser og lavendler trimmet - tilbage er nu at vente og glæde sig til igen at se de smukke blomster - roser er en af min absolutte favoritter og hvert år kommer der lidt flere i haven - se evt. flere indlæg med roser lige her


Nogle af lavendlerne holdt flyttedag. 
De flyttede ind i det gamle vandtrug her - tænker det kommer til at se smukt ud, når de blomstre og giver lidt farve til det grå.


Er jeg rigtig heldig kommer der "Judas penge", som sidste år, da de voksede ved den gamle opbindingsplads - se bare her:
Udover beskæring af roser og lavendler er køkkenhaven blevet gjort klar. Men det kommer der mere om i et andet indlæg.

Hvad har du mon lavet i weekenden?

fredag den 26. april 2013

Ahh..

Dejligt med en lille miniferie. 
Idag har den stået på rengøring indendørs - dejligt at få det klaret. Dog er jeg ikke helt sikker på at ungerne mener det samme - men nu har de til gengæld 2 fiiine værelser - så længe det varer ;0)

Udendørs har den stået på etablering af ny hestefold  - tak for hjælpen far :0), samt lidt (mere) oprydning i haven..

Nu har vi tændt stearin lysene og slapper af i sofaen - lettere mørbanket - hvem har brug for fitness, når man har børn, hus og have  :0)

 På reolen er der kommet en lille stjerne "lygte" til og så er billedet kommet op og hænge.


Imorgen står den på "tøsetur" med lillepigen og mormor - og formentlig en lille smut tur på planteskolen og så skal jeg have kigget lidt på køkkenhaven..
Men for nu - bare ren afslapning i sofaen..


* RIGTIG GOD AFTEN *

onsdag den 24. april 2013

Lige så stille og roligt..

.. kommer der flere og flere blomster i vognporten.


Denne gang er det denne smukke hortensia og et oliventræ, der har fundet vej..
Hortensiaen kom med hjem fra dagens indkøbstur i Netto og oliventræet trængte til at komme lidt ud, efter at have stået indendørs hele vinteren. Det ser lidt sølle ud lige nu, men mon ikke det nok skal blive fint igen..


Jeg var også meget fristet af nogle billige og flotte sommerblomster, der ville være så fine på bordet her, men jeg turde altså ikke helt endnu. men hortensiaen kunne jeg altså ikke lade stå - se lige den sarte blå farve.. Og nu er det vel også slut med den nattefrost!


Det er skønt at få lidt flere blomster herind - det er med til at skabe en næsten "orangeri-agtig" stemning.. Måske skulle jeg følge Anettes ( Fru Pedersens have ) råd om at sætte en gammel seng herind, så kunne jeg lige nappe en middagslur - skønt ;0)







mandag den 22. april 2013

Et skævt hjerte

..har fået plads over bordet i vognporten. 


 Jeg har haft fridag sammen med ungerne idag og havde lige lyst til at lave lidt kreativt..


Hjertet er bundet af birkegrene fra haven. Jeg har valgt at binde det i en lidt skæv facon og med lang spids.
Det er et lille hurtigt "projekt", der er let at gå til - det eneste du skal bruge er birkegrene ( eller andre bøjelige grene ) og lidt vindseltråd. Du kan også vælge at binde en krans istedet - det tror jeg måske egentlig også jeg godt kunne tænke mig, men det må blive en anden dag :0)


Inspirationen kommer fra Prinsesse Elin - der lavede dette indlæg for nogle uger siden..

God fornøjelse, hvis du skulle få lyst til at kaste dig ud i "projektet" :0)

søndag den 21. april 2013

Popcorn boller

..jeps du læste rigtig - der stod Popcorn boller ;0) 

De har været søndags snack'en herhjemme idag. Og de har været tiltrængt - jeg har været i haven det meste af dagen  
( og det kan mærkes i kroppen, skulle jeg hilse at sige..). Jeg er stadig igang med "børnehjørnet" og så har jeg ryddet ud i noget genstridigt brombærkrat - AV!!


Opskriften stammer fra en af "mine børn" på arbejdet, hvor de blev serveret med pålæg til hans fødselsdag. De faldt i god jord hos både børn og voksne - og heldigvis ville familien gerne dele opskriften ;0)

Idag har jeg som sagt "afprøvet" den på min lille familie - og sønnens kammerat og her var det også en succes - jeg vil også gerne dele ;0) så her kommer opskriften til jer, hvis I skulle få lyst til at bage lidt:

Popcorn boller - 12-14 stk

25 g gær
8 dl lunkent vand
1 spsk. salt
500 g durummel ( jeg var løbet tør, så brugte speltmel istedet og det fungerede fint )
200 g rugmel
200 g hvedemel
30 g popcorn

Gæren opløses i vand, og resten røres i med el-pisker til konsistensen er som grød. Dejen hæver tildækket med et fugtigt klæde et lunt sted i 3-4 timer eller natten over i køleskab.
Popcorn poppes og vendes i dejen.
Bollerne sættes på bagepladen vha. skeer  - skal ikke pensles. 
Bages i forvarmet ovn v. 300 grader ( jeg havde den på 275 ), varmluft,  i ca. 10-15 min til bollerne er gyldne - de skal lyde hule, når man banker i bunden af dem..

Velbekomme

Nu vil jeg nappe en tur rundt i blogland og se hvad I har lavet her i weekenden

God aften



torsdag den 18. april 2013

Duftpelargonie

Jeg kunne ikke står for fristelsen forleden - så derfor er denne smukke duftpelargonie flyttet ind på emhætten i køkkenet.


Fine sart rosa blomster


Nu glæder jeg mig bare til at kunne fylde i krukkerne udenfor - men det er desværre nok stadig for tidligt -så jeg må "nøjes" med stedmoder mv. men det er bestemt heller ikke ringe ;0)

Er du mon gået igang med tilplantning af krukkerne ?


onsdag den 17. april 2013

Nyt "børnehjørne"





I vores gamle have havde vi et "børnehjørne", med legehus, sandkasse mv - se billeder her..

Jeg synes det er vigtigt med forskellige hygge kroge og hjørner i haven - både for børn og voksne og efter at have brugt det meste af vores energi og knofedt indendørs, er tiden nu kommet til at koncentrere sig lidt mere om det udendørs - haven..

Vi har været lidt igang forskellige steder, men skal jeg være helt ærligt er ungerne nok blevet snydt lidt. Jo jeg ved godt vi har en stor have (grund ) med mange gemmesteder, klatretræer og der er også kommet en sandkasse mv. - men alligevel - de mangler lidt et sted der er helt deres eget.. 
Derfor er mit  kommende udendørs projekt (ok, et af dem - smiler ) at få ryddet og og fældet i krogen her, så der kan blive klar til legehus :0)


Det er lidt svært at få gengivet ordenligt på billedet, men jeg håber I kan fornemme åbningen under kristjørnen - man kan lige ane en gammel trægynge derinde bagved..


Her kan I bedre se stien ind i til "børnehjørnet".. 
Er vild med at man skal igennem en åbning - og gå på opdagelse - "hvad mon der gemmer sig derinde" ;0)


Her set fra den modsatte side - "Børnehjørnet" kommer til at ligge på bagsiden af et (næsten ) rundt bed, der ligger ind mod græsplænen og havestuen. Så man er både tæt på de voksne og også lidt for sig selv..


Gyngestativ og gynge var her, der vi overtog gården. Jeg har egentlig tænkt mig at det skulle blive stående - selvom det ikke er videre kønt. Men jeg tænker at et par klematis op ad stativet, ville være rigtig fint :0)

Det er til venstre for gyngestativet, der skal ryddes og legehuset skal står.. Bagved er der et stykke med græs og levende hegn ud til hestefolden..

Jeg tror det bliver rigtig godt - og nu skal det være :0) 
Stilen bliver lidt som det gamle legehus I kan se på billedet her, selvom lillepigen mener det skal være lyserødt - meen det synes jeg måske er lige overkanten ;0) Storebror er meget overbærende - "Mor det er ok - for I kan jo bare bygge en træhytte ( note - en af dem OPPE i et træ..!), så har vi jo et hver og så gør det jo ikke noget.." 



Hmm ja ja hvis ikke vi selv finder på projekter, skal ungerne nok gøre det for os. Men nu tror jeg lige vi starter på jorden først :0)

lørdag den 13. april 2013

Drivhusdrømme #2

Som lovet kommer her lidt billeder fra drivhuset - nu med flisebelagt havegang ;0)
Vejret har ikke været det bedste til at tage billeder i - lidt gråt synes jeg, men mon ikke det går alligevel..


Et kig ind i drivhuset. Selvom det ikke er så stort er der stadig blevet plads til cafebordet. Det er skønt at sidde her og kigge ud over markerne. Idag kunne jeg nyde synet af 5 rådyr der gik og græssede..


Til højre i billedet, kan I ane plantebordet. Her ligger der også fliser under. Jeg opdagede først bagefter, at de ikke var kommet med på billedet - så det må I have til gode ;0)
I kan også se den gamle vin - klippet godt tilbage, men tro mig - den skal nok blive stor og frodig igen..


Lidt tættere på fliserne - og kapilær kasserne. Jeg synes kapilær kasserne er blevet ok, med pileflettet omkring og jeg glæder mig til ikke at skulle slæbe ligeså meget vand, når det bliver sommer..
  

I hjørnet bag cafebordet og kapilær kasserne, har jeg forsøgt mig med at plante en klematis. Jeg håber den vokser sig stor og smuk.


Krydderurtene her her kun på "besøg" i drivhuset. Det er meningen de skal stå i gården, i nærheden af grillen. Men jeg tør ikke stille dem helt ud i det fri endnu - men så nyder jeg dem bare her - og de spreder en fantastisk duft skulle jeg hilse at sige..
Zink kurven var jeg heldig at finde i sidste weekend.


Her plantebordet, der har et par år på bagen. På bordet står der lerpotter, planteskilte, snor og en potmaker  - som jeg i øvrigt har sukket efter i laang tid -så da Netto havde dem for 30 kr! måtte jeg da lige prøve at se om det var noget for mig..
Der er også blevet plads til en stedmoder og et metalskilt - det giver lige lidt stemning til det gamle drivhus her :0)
Har du mon lyst til at vise dit drivhus?
 - du kan evt. lægge et link under kommentarer - så får flere glæde af det:0)




fredag den 12. april 2013

Home sweet home

Denne fine tekst er kommet op over hylden ude i entréen.  


Jeg var nemlig så heldig at vinde hos "Birgitte og Kaffekoppen" og præmien var altså teksten her :0)  Jeg havde faktisk længe tænkt på at få lavet en tekst til netop entréen, så det var bare rigtig dejligt at jeg lige var den heldige.. Nu går jeg så lige og overvejer at få lavet en lidt større tekst til vores gang ovenpå - men nu må vi se..

Du kan i bestille wallstickers / tekster efter eget ønske hos Birgittte - se mere her - og hvis du ikke har besøgt Birgittes blog så slå et smut forbi her - du vil ikke fortryde det :0)


I øvrigt beskriver teksten meget fint mine tanker her fredag aften. Jeg synes ugen har været lang - ikke fordi den har været dårlig eller stressfyldt, men jeg synes bare jeg trænger til weekend - kender I det ;0) Så det er skønt bare at være hjemme og kunne hygge lidt med familien..

Rigtig god aften derude

Psst. Imorgen kommer der lidt flere billeder fra drivhuset - nu er vi nemlig så godt som færdige :0)

mandag den 8. april 2013

Loppefund

For noget tid siden var jeg forbi en af de genbrugsbutikker, der ligger i nærheden af mit arbejde - og jeg gik ikke forgæves. Synes eller nogen gange det kan være lidt svært at finde alt det guld, som jeg læser om på andre blogs ;0)


Jeg kom hjem med disse ting - hvidmalet "madamblå " ( ønsker mig dog stadig en i blå udgave ) med låg og indsats til filter og så tilhørende emaljekop.. Der er lidt skrammer i den hvide maling, men jeg synes altså det var rigtig fint - og så til 50 kr. for det hele :0)


 Igår fik jeg så plantet lidt stedmoder og sat grene i kanden - så nu står de og pynter på bordet ved det gamle hønsehus..

 Billederne blev taget igår - derfor er der lidt regndråber på stedmoder bladene. Idag har solen strålet - og ikke mindst varmet , fra en skyfri blå himmel. Skønt..
Jeg har haft tidlig fri idag , så jeg har rigtig nydt det - jeg har bl.a. har været en tur i drivhuset, plantet krydderurter i nyindkøbt zink kurv ( billeder følger i et andet indlæg ) og så har lillepigen været ude at ride på den ene af ponyerne. Sønnen har bygget lego indendørs - han har været ude hele dagen til "lockout-fodbold skole" - tror han lige trængte til en pause fra fysisk udfoldelse :0)


Nu står den på koldskål til aftensmad og så følger en god kop te, samt læsning i diverse blade og margisner, når ungerne er kommet i seng - jeg har nemlig lige fået en stak nye blade af min mor ;0)

Rigtig god aften

søndag den 7. april 2013

Drivhus drømme #1

Jeg tillader mig lige at låne titlen fra Claus Dalby, omend det ikke er drivhus i samme stand, som dem han fremviser i sine skønne bøger - og på hans blog ;0)

Jeg har tidligere fortalt at vi har et lille drivhus her på Gården. Det stod her da vi flyttede ind. Det er ca. 6 m2 og ikke helt nyt mere - men det virker og sidste år høstede vi vindruer ( fra den gamle vin der også stod i drivhuset..), agurker og MASSER af tomater..


Jeg ville lyve, hvis jeg sagde at jeg ikke også drømte om et lækkert orangeri i hvidmalet træ - men det bliver altså ikke i nærmeste fremtid, det kommer til at ske ;0) - så derfor må man jo "kræse" lidt for det man har.. 

Idag gik Gårdejeren derfor igang med belægning i drivhuset og uha det bliver godt..

Her kommer lidt billeder fra dagen idag:


Her er der gravet ud og klar til grus.. Som I kan ane til venstre i billedet, har vi i år valgt at købe kapilær kasser - de bliver godt gemt af vejen bag pileflettet - så kan jeg godt leve med dem, tror jeg ;0)



 Så blev der kørt grus på - og selvom det "bare" er i det gamle drivhus, skal tingene være i orden og lige.


Belægningen er genbrug. Vi var enige om at det ikke skulle koste noget at lave belægningen i drivhuset - derfor bruger vi de gamle aflange betonfliser, som vi har taget op ved terrassen bag udestuen. Her er planen nemlig at der skal anlægges en ny (træ)terrasse..


Så er fliserne lagt og der er lagt barkflis ud på den resterende jord. For enden af drivhuset ( hvor der er bark ) er der plads til et lille et cafe bord.. Måske kan der stå lidt krukker foran vinen, men ellers er tanken at der "kun" skal plantes i kasserne. Vinen kommer også til at skygge en del i højre side af drivhuset, så det er begrænset hvad der kan gro under den..

Her lidt tættere på fliserne..

Nu mangler oprydning og rengøring - og så er det tid til al det sjove :0) Regner med at kunne vise billeder af det endelige resultat i løbet ugen.



torsdag den 4. april 2013

Smukke bellis

Igår havde jeg tidlig fri og med børnene vel "afsat" hos mormor og morfar, valgte jeg at nyde det gode vejr og tage en tur til Køge. Der er torvedag hver onsdag og lørdag - og jeg synes det er rigtig hyggeligt at gå og kigge på de forskellige stande, der er altså en hel særlig stemning - og kommer man lige inde de pakker ned, kan man sagtens gøre et par gode kup ;0) 
Så hvis du er i nærheden af Køge onsdag eller lørdag formiddag, kan et torvebesøg varmt anbefales..




Det var dog ikke på torvet, jeg faldt over de smukke bellis her, næh det var i min absolutte favorit butik "Tre trin op". En skøn forretning med et bredt udvalg af brugskunst fra bl.a. Jeanne d'Arc, Maileg mv. og skønne blomster.. Må tage nogle billeder næste gang jeg er derinde, de har nemlig ingen hjemmeside.. Butikken er iøvrigt absolut også et besøg værd..

Fine små pom pom' er..

De fine bellis har fået plads på bordet i vognporten, hvor de har afløst de små påskeliljer..
Jeg trængte til lidt mere forår - nu skal de bare have lov til at vokse lidt mere, så de kommer rigtig op over kanten på kassen.
Jeg er dog stadig lidt bekymret for nattefrost, men håber de kan klare det, når de står herinde i vognporten..

Kassen kommer i øvrigt fra Fakta, hvor de i denne uge har 3 forskellige udgaver - meget fine synes jeg.. ( og jeg har købt et par stykker med hjem - smiler..)


Jeg håber snart jeg kan plante alle krukker mv. til med forårsblomster, men indtil videre må jeg nok "nøjes" med vognporten - og det er jo heller ikke helt skidt ;0) Der kan sagtens være flere - jeg tænker hornvioler, stedmoder i lækre pastelfarver - uhm..

Hvad med dig - er du gået igang med krukkerne endnu?


onsdag den 3. april 2013

Fin og funktionel #3

Det bliver jo næsten en lille serie af indlæg - det her med fin og funktionel.. 
Denne gang er billederne fra køkkenet, hvor der er lige er flyttet en ny el kedel ind - og den er faktisk så fin, synes jeg, at den ikke bliver gemt væk i skabet ;0)

Men først får I lov til at se kogebogs holderen her. Den er jeg rigtig glad for - og ud over at den er praktisk til at have kogebøgerne stående på, når de er i brug ved madlavningen -så er den også rigtig god til at "udstille" bøgerne, når de ikke er i brug.. Mange af den har jo utrolig smukke billeder og er inspirerende at se på..


I øjeblikket er det kogebogen fra Jeanne d'Arc der står fremme - du kan se mere om bogen i indlægget her

Og så til el-kedlen - en fin råhvid sag. Ikke noget fancy mærke, for det er pengepungen ikke lige til ;0) 
Men synes nu også denne er temmelig fin - og til lidt under 200 kr i Brugsen, så kan alle vist næsten være med - og så krydser vi fingre for at den kan holde i noget tid.. :0)

..


De fleste har krukker, dåser eller lignende til opbevaring, stående fremme i køkkenet. Vores køkken er ingen undtagelse. Krukkerne herunder, har vi haft i flere år. De er købt i en skøn lokal blomsterbutik, der desværre er lukket nu..


Sammen med el-kedel og kaffemaskine står de i krogen her på køkkenbordet - klar til brug..

Bemærk i øvrigt hvordan sollyset strømmer ind - så skønt..

Det var lidt glimt fra køkkenet - du kan se flere billeder fra vores køkken lige her  og du kan se det sidste indlæg i serien "fin og funktionel" lige her

Idag har Gårdejeren og jeg været ude at spise - helt alene.. Børnene er på overnatning hos mormor og morfar ( ja hvis I spørger sønnen er det ikke kun skidt med den lockout - smiler ) - dejligt engang imellem lige at have lidt voksen tid sammen   Nu sidder vi i hver ende af sofaen og slapper af med en kop kaffe, fjernsyn og pc :0)

Rigtig god aften derude